Artikel om vildtfodring

Slut med uhensigtsmæssig vildtfodring
 
Karsten Bessmans firma ”Vildtfodring.dk” tilbyder nu det optimale foder til Hjortevildt

Af Jim Hoff
presse@give-avis.dk
Nr. Snede/Hampen - Hvis du samler 10 jægere, vil du sandsynligvis få lige så mange meninger om, hvordan man skal fodre hjortevildt korrekt. Spørgsmålet antager nærmest religiøse dimensioner, men Karsten Bessmann fra Hampen er gået skridtet videre fra de teoretiske trakasserier i muntert lag og har afsøgt markedet for hensigtsmæssige foderprodukter til hjortevildtet. En rejse, der førte ham til bl. a. Tyskland og Østrig, hvor han i sidstnævnte land fandt løsningen i form af Garant Tiernahrung fra Østrig. Et firma der producerer foder i alle afskygninger og her i blandt altså også ernæringsmæssigt korrekt sammensat vildtfoder.
 

Forkert fodring kan medføre døde dyr

- Problemet med vildtfodringen her i Danmark er at man generelt fodrer hjortevildtet forkert. Der er for mange kulhydrater og stivelse i foderemner som korn, majs, roer og kartofler. Den slags føde er ikke optimalt for drøvtyggere, idet disse dyr kommer til at mangle fibre og struktur i foderet. Det kan i værste fald betyde, at dyret dør pga. fejlfodring, især råvildt er ret udsat mens krondyr bedre kan tåle et forkert foder, selv om de svækkes pga. dårlig mave, forklarer Karsten Bessmann, der selv er jæger gennem mange år.
 

Fandt løsningen i Østrig

Karsten Bessmann har selv fundet ”fejlfodrede” dyr, når han er på jagt, og han har selv forsøgt gennem årene at finde den rigtige blanding, uden det store held! Men hans nye samarbejdspartner fra Østrig er eksperter i at producere vildtfoder, og hos Garant Tiernahrung fandt han det helt rigtige foder, hvor konceptet ganske enkelt går ud på, at man kan få foder, som tilpasses vildtets behov alt efter årstiden. Disse produkter sælger Bessmann via sit firma Vildtfodring.dk, som har lager i Nr. Snede på Falkevej.
 

Sæson- og behovsorienteret foder

- Med hensyn til vildtfoder har jeg 10 forskellige foderblandinger. Nogle af blandingerne kan der fodres med året rundt, mens andre blandinger har et højt indhold af mineraler, der er relevante, når dyret går ind i fasen, hvor det skal opsætte gevir/trofæer. Kommer vi ind i en fase med hård vinter, hvor dyrenes stofskifte er nedsat, skal der være meget struktur i foderet plus de rigtige og relevante vitaminer og mineraler. På denne årstid har dyrene til gengæld ikke så meget brug for energi i foderet, forklarer Karsten Bessmann, der også kan oplyse, at hvis man fodrer vildtet rigtigt, så kan man forhindre bidskader på træerne (som opstår pga. mangel på calcium i vildtets foder) på helt op til 75 %.
 

Et hav af fordele

Ifølge Karsten Bessmann giver fodringen med de rigtige produkter et hav af fordele for såvel vildtet som det generelle miljø omkring dyrene. Vildtet får 50 % bedre fordøjelighed, der er 75 % mindre vildtskader og dyrene fremviser 18 % øget kropsvægt. Derudover undgår man de syge fejlfodrede dyr, dyrene udvikler større trofæer, dyrene bliver på deres revir, og foderet er så velsmagende, at det tages af alt Hjortevildt. Foderet skal gives i foderautomater, og beregninger viser, at det faktisk ikke koster mere end 2 kroner at fodre et rådyr korrekt om dagen.
 

Åben Hus 13. og 14. december

Karsten Bessmann vil gerne præsentere sine nye produkter ved et åben hus arrangement på Falkevej 10 i Nr. Snede d. 13. og 14. december fra sidst på formiddagen og hen til midt på eftermiddagen. Her vil der udover en snak, måske med religiøse jagtundertoner, om vildtfodring også være mulighed for at få en god snak om jagt og vildtpleje generelt, ligesom man også kan få lov til at lugte til og føle det nye vildtfoder. Karsten Bessmann vil traktere med forfriskninger i form af kaffe, øl, gløgg og grillpølser. En lille hurtig konkurrence er der også blevet plads til, idet der blandt de besøgende vil blive trukket lod om en foderautomat til rådyr samt 4 sække foder.
 
 

[, ]